Press Release: Den danske fintech-komet Reepay fusionerer med to europæiske SaaS-selskaber
Udgivet: februar 3, 2023
Pr. 31. januar 2023 fusionerer den danske betalingsudbyder Reepay med den tyske abonnementsstyringsudbyder Billwerk og den franske Salesforce-abonnementsstyringsudbyder Sofacto under det nye fælles selskab Billwerk+.
Fusionen sker i kølvandet af, at det amerikanske investeringsselskab PSG i november 2021 opkøbte Reepay og Billwerk samt Sofacto i januar 2022, som indtil nu har opereret som selvstændige selskaber under den fælles koncern Billwerk Group.
Det nye selskab udvider Reepays medarbejderstab fra 25 i Danmark til 150 ansatte på tværs af fem europæiske lokationer. Den danske direktør, Robert Mygind, bliver i ledergruppen og får en central rolle som CCO af Billwerk+ i Norden, DACH-landene og Frankrig.
Udnytter et hul i markedet
Virksomhedsfusionen betyder, at Reepays portefølje, som består af en betalingsgateway og en cloud-baseret platform til styring af betalingsprocesser, kombineres med Sofactos Salesforce-integration og Billwerks abonnementsstyringsteknologi.
Det er en ny type forretningsmodel, som ifølge Robert Mygind, stifter af Reepay og nu CCO i Billwerk+, udfylder et hul i markedet.
”I fintech-branchen har der historisk kun været fokus på enkeltbetalinger til e-handelsvirksomheder, men ikke på behovet for fastholdelse og forvaltning for de mange nystartede abonnements-virksomheder. Ved at samle kompetencerne fra de tre europæiske selskaber skaber vi en ret unik løsning, fordi vi kan håndtere betalingsdelen og abonnementsdelen i ét selskab og på én SaaS-platform. Det er vi på nuværende tidspunkt de eneste, der kan,” siger Robert Mygind, CCO i Billwerk+.
”Det giver os en stærk position i markedet, fordi vi nu kan konkurrere med de store globale spillere, som hverken har den lokale forankring eller integrerede betalingsgateways som en del af deres abonnementsløsninger,” tilføjer han.
Vil være markedsleder i Europa
Siden Repays etablering i 2015 er den danske fintech-virksomhed vækstet med 100 procent årligt, og Robert Mygind ser store muligheder i at udvide forretningen.
“E-handels- og abonnementsøkonomien boomer, og kravene til, hvad teknologierne skal kunne, stiger konstant. Med det nye selskab har vi fået flere muskler at spille på, hvilket gør det muligt at skalere forretningen både herhjemme og i udlandet,” siger Robert Mygind, stifter af Reepay og nu CCO i Billwerk+.
Fusionen er et led i virksomhedens strategi om at blive det førende SaaS-abonnementsstyrings- og betalingsselskab.
”På onlinebetalinger er vi allerede markedsleder i Danmark, mens vi på abonnementsområdet har en strategi om at blive markedsleder inden for tre år – ikke kun i Danmark, men i hele Europa,” siger Robert Mygind, CCO i Billwerk+.
”Vi ser især et stort vækstpotentiale i DACH-landene og Frankrig grundet markedernes størrelse og modenhed. Det nordiske marked er allerede rigtig langt fremme især på onlinebetalingsdelen, men inden for abonnementsøkonomien er der ikke nogen udbydere, der har fået ordentligt fat endnu. Derfor vil vi fortsat udvikle løsninger til Norden, og med det nye setup, der integrerer online betalingsløsninger med abonnementsstyring, kan vi udfordre branchen på et nyt niveau,” tilføjer han.
Alene i Tyskland var Billwerk blandt de 30 hurtigstvoksende teknologivirksomheder i både 2021 og 2022 ifølge konsulenthuset Deloittes ’Technology Fast 50″-rangliste. Ranglisten måler den gennemsnitlige procentvise indtjeningsvækst i de seneste fire regnskabsår, som for Billwerks vedkommende var 320 pct. i 2021 og 442 pct. i 2022.
Fastholder den lokale DNA
Trods store vækstambitioner i Europa er det ifølge Robert Mygind vigtigt at bevare den lokale tilstedeværelse.
”Det seneste år har vi arbejdet på at integrere og automatisere de tre selskabers teknologier i én samlet løsning. Men i stedet for at centralisere organisationen, har det været afgørende at bevare den lokale forankring og service, som er vigtig for vores kunder og samarbejdspartnere. Den lokale tilgængelighed kommer vi derfor ikke til at gå kompromis med,” siger Robert Mygind, stifter af Reepay og nu CCO i Billwerk+.
Billwerk+ betjener alt fra små og mellemstore virksomheder til store koncerner på globalt plan inden for e-handel. I Danmark tæller kunderne bl.a. Danske Spil, DSB, Matas, Øresundsbroen og Coolshop.
Om abonnementsøkonomien
Abonnements- og deleøkonomimodellen er i vækst og ændrer måden, mange virksomheder i dag driver forretning på. Det er et udtryk for en udvikling på tværs af brancher, hvor forbrugere og virksomheder i stigende grad køber ind på abonnementsmodeller, der gør det muligt at leje fremfor at eje. Nøgleordene er fleksibilitet og tilgængelighed. Det gælder især i tech-branchen, hvor as-a-service (SaaS)-modeller blomstrer op.
Ifølge analyse- og konsulentvirksomheden Gartner vil 75 pct. af alle virksomheder, der sælger direkte til forbrugere (B2C), tilbyde abonnementstjenester i 2023. Alene i Norden er abonnementsøkonomien vokset med 50 procent de seneste 12 måneder, viser en markedsanalyse foretaget af Billwerk+.
Om Billwerk+
Billwerk+ er et SaaS-abonnementsstyrings- og betalingsselskab med en cloud-baseret platform til betalings-, fakturerings- og abonnementsstyring. Platformen er skabt til e-handelsvirksomheder og selskaber, der har en abonnementsbaseret forretningsmodel.
Virksomheden kombinerer teknologierne fra det danske betalingsselskab Reepay, den tyske abonnementsstyringsudbyder Billwerk og den franske fakturerings- og abonnementsadministrationsudbyder Sofacto.
Billwerk+ beskæftiger i dag mere end 150 medarbejdere på fem lokationer i henholdsvis København, Frankfurt, Montpellier, Gdansk og Minsk.
Oplev den kombinerede kraft af Billwerk+. Lad os tale sammen! Abonnementsstyring og betalingsløsninger til dig.